En projekt- eller temauge kan være et godt sted at starte, hvis man gerne vil i gang med aktiviteter, der orienterer sig mod verdensmålene. Det er en overskuelig periode, hvor udgangspunktet typisk er, at der skal arbejdes tværgående og kreativt. Det kan også være en god anledning til at prøve innovationsforløb af, hvis det ikke allerede er noget, der indgår som en integreret del af skolens undervisning.
Til certificeringen er der defineret nogle fokusområder, som understøtter en verdensmålsundervisning, hvor elever får både viden, forståelse og erfaring med at handle, skabe og interagere. Fokusområderne handler om at fremme kritisk stillingtagen, handlekompetence og løsningsorientering, om at skabe globalt perspektiv og bruge partnerskaber aktivt i undervisningen.
Over tid skal stadig flere af skolens undervisningsforløb relatere sig til verdensmålene. Forløbene kan med fordel være tværfaglige, så de afspejler den helhedsorientering, der ligger i verdensmålene, og bidrager med flere perspektiver. Ud over et introforløb om FN og FN’s Verdensmål skal undervisningen forholde sig til både miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed.
Skolen skal også selv tage ansvar for at agere bæredygtigt og lade handling følge ord. Her er driften helt central, for skolens bygninger, forbrug, indkøb, kantinedrift og affaldshåndtering har stor betydning for, hvor bæredygtig skolen er. Der er forskel på, hvor stor indflydelse den enkelte skole selv har på driftsbeslutninger, men alle kan gøre noget.
Når skolen skal tage ansvar for at agere bæredygtigt handler det ikke alene om grøn omstilling men helt overordnet om at gøre verdensmålene til del af skolens værdigrundlag. Det vil sige, at der også skal fokus på den sociale bæredygtighed, som for eksempel omhandler trivsel, elevinddragelse og skolens evne til at rumme mennesker med forskellige baggrunde og forudsætninger.
Som del af certificeringen forpligter man sig at give sin viden og erfaring videre og vejlede nye skoler, der skal i gang med certificeringen. Vejledningen kan foregå på ledelses-, koordinator- og lærerniveau, og det kan for eksempel handle om at vise, hvordan en handleplan kan se ud, dele undervisningsforløb og samarbejdspartnere eller dele andre erfaringer.
Når der skal igangsættes et projekt som certificeringen, der omfatter hele skolen, skal det forankres godt på skolen. Det skal være tydeligt, hvem der har ansvar for hvilke opgaver. Der er brug for en koordinator, som har overblikket, en ledelse, som bakker op og prioriterer projektet, og et team eller en styregruppe, som kan være med til at sætte initiativer i værk og sikre udbredelsen på skolen.
Kompetenceudvikling af skolens personale kan bestå af både kortere og længerevarende kurser, oplæg eller vejledning. Det kan for eksempel handle om at styrke lærernes evne til at undervise i verdensmålene, udvikle tværfaglige forløb, styrke elevernes handlekompetence eller sikre elevinddragelse. Men det kan også være henvendt til andre af skolens personalegrupper.
Inddragelse handler om at organisere verdensmålsinitiativerne på skolen på en måde, som sikrer, at alle relevante parter – både på og uden for skolen – har mulighed for at deltage og bidrage. Skolens medarbejdere og elever skal inddrages, og måske skal der iværksættes tiltag, som rækker ud til forældregruppen og lokalsamfundet.